En fastebønn og noen refleksjoner

Bloggens lesere får prøve seg både på nynorsk og dansk i dag, men så har da også bloggen mange nynorske lesere og en god del danske. Selv blir jeg bare mer og mer glad i nynorsk. Skulle ønske jeg kunne beherske det, men det gjør jeg dessverre ikke. Nynorsk egner seg så godt til bønn og til liturgiske tekster. Teksten som gjengis er lengre enn de jeg vanligvis publiseres på bloggen, men ta deg likevel tid, det er absolutt bryet verd!

Nå er det heller ikke fastetid, men jeg er blitt så minnet om en bønn av Efraim syreren (ikonet), som levde på 300-tallet, født i Messopotamia, men flyttet til Edessa i 363 der han bodde til sin død. Efraim syreren er blitt kalt "Den Hellige Ånds harpe," sikkert på grunn av sin poetiske teologi i hymner. Han skrev også bibelkommentarer og representerer den syriske kirkes gullalder.

Her følger en fastebønn, ja noen vil si selve fastebønnen, av Efraim Syreren, nydelig oversatt til nynorsk av Øystein Lid:

Herre og Meister i mitt liv, Gje meg ikkje over til ånda som fører til latskap, mismot, herskesykje eller tome ord.

I din nåde gje meg, din tenar, den ånda som gjev heilskap, kravløyse, tålmod og kjærleik. Ja, Herre, lær meg å sjå mine eigne synder, så eg ikkje dømer bror min. Du er velsigna i dei evige tidene.

Om denne bønnen skriver den kjente ortodokse teologen Aleksandr Schmemann følgende:

Blandt samtlige hymner og bønner til fastetiden er der én, kort bøn, som vi kan betegne som fastebønnen par excellence. Traditionelt tilskrives den en af det åndelige livs store lærere, Hl. Efraim Syreren.

Bønnen afslutter alle fastetidens tjenester på hverdage. Men hvorfor indtager denne korte og enkle bøn en så vigtig plads i tilbedelsen gennem hele fastetiden? Det gør den, fordi den på enestående måde opregner alle omvendelsens ”negative” og ”positive” elementer. Den udgør, så at sige, en form for ”check-liste” for den enkeltes personlige indsats i fastetiden. Indsatsen sigter først og fremmest på at befri os fra nogle basale åndelige sygdomme, som former vore liv og praktisk talt gør det umuligt for os at begynde at vende os til Gud.

Den grundlæggende sygdom er dovenskab. Det er denne mærkelige ugidelighed og passivitet i hele vor væren, som altid skubber os ”nedad” i stedet for ”opad”; og som konstant overbeviser os om, at ingen forandring er mulig og derfor heller ikke ønskelig. Det er i virkeligheden en dybt rodfæstet kynisme, som til enhver åndelig udfordring svarer: Hvad skal det tjene til? - og som gør vore liv til et kæmpemæssigt åndeligt spild. Det er roden til al synd; for dovenskaben forgifter den åndelige energi ved selve dens kilde.

Resultatet af dovenskaben er modløshed. Det er den tilstand af fortvivlelse, som alle åndelige Fædre har anset for at være den største fare for sjælen. Fortvivlelse er, når det er umuligt for et menneske at få øje på noget som helst godt eller positivt; det er, når alting nedskrives til negativitet og pessimisme. Det er i sandhed en dæmonisk kraft i os; for djævelen er dybest set løgneren. Han lyver for mennesker om Gud og om verden, han opfylder livet med mørke og fornægtelse. Fortvivlelse er selvmord for sjælen; for når et menneske er besat af fortvivlelse, er vedkommende helt ude af stand til at se lyset og til at længes efter det.

Magtlysten! Så mærkeligt det måtte forekomme, er det netop dovenskab og fortvivlelse, som fylder vort liv med magtlyst. De fordærver hele vort syn på livet, som de gør meningsløst og tomt; og derved tvinger de os til at søge kompensation i en fuldkommen fejlagtig holdning til andre mennesker. Når mit liv ikke er orienteret mod Gud og mod evige værdier, bliver det nødvendigvis selvisk og selvoptaget, og det indebærer, at alle andre bliver til midler for min egen tilfredsstillelse. Når Gud ikke er mit livs Herre og Mester, bliver jeg i stedet min egen herre og mester - min egen verdens absolutte centrum; og så begynder jeg at bedømme alting efter mine behov, mine ideer, mine ønsker og mine opfattelser.

Magtlysten er således en grundlæggende forgiftning af mit forhold til andre mennesker. Den er en stræben efter, at de skal være undergivet mig. Dette finder ikke nødvendigvis udtryk i et konkret ønske om at bestemme over og dominere ”de andre”. Det kan lige så vel resultere i ligegyldighed, foragt og mangel på interesse, hensyntagen og respekt. Der er i virkeligheden tale om dovenskab og fortvivlelse, nu blot rettet mod andre. Derved fuldendes det åndelige selvmord med åndeligt mord.

Så er der til sidst den tomme snak. Af alle skabninger er mennesket den eneste, som har fået skænket talens gave. Alle Kirkefædrene ser i det forhold selve ”seglet” på det guddommelige billede i mennesket; for Gud selv åbenbares som Ordet (Joh. 1:1) Det er den største gave og netop derfor også den største fare. Det er selve menneskets udtryk, det er midlet til fuldendelse; og af selv samme grund er det midlet til menneskets fald og selvødelæggelse, til forræderi og synd.

Ordet frelser, og ordet dræber. Ordet beånder, og ordet forgifter. Ordet er Sandhedens medie, og det er den djævelske løgns medie. Det har den største positive kraft; og derfor har det også en enorm negativ kraft. Ordet skaber virkelig, i positiv eller negativ forstand. Når ordet afspores fra sin guddommelige oprindelse og formål, bliver det til tom snak. Så ”styrker” det dovenskab, fortvivlelse og magtlyst og forvandler livet til et helvede. Så bliver det til selve syndens kraft.

Disse fire er altså omvendelsens negative ”objekter”. De udgør de forhindringer, som må skaffes af vejen. Men det er alene Gud, som formår at fjerne dem. Deraf fastebønnens første del, som er dette råb fra bunden af menneskelig hjælpeløshed. Derpå bevæger bønnen sig over i omvendelsens positive mål, som der også er fire af.

Kyskhed! Hvis vi ikke nedskriver dette begreb, som det så ofte og fejlagtigt gøres, til dets seksuelle konnotationer alene, skal det forstås som dovenskabens positive modstykke. Den nøjagtige og fulde gengivelse af det græske sofrosyne og det russiske tselomudryie burde være helheds-tænkning (eng. whole-mindedness). Dovenskab er, først og fremmest, spredning og brud i vision og energi, det er manglende evne til at se det hele. Dens modsætning er således netop helhed.

Når vi med kyskhed sædvanligvis mener den dyd, som er det modsatte af seksuel fordærvethed, er det fordi, vor eksistens' splittede karakter intet sted ses tydeligere end i det seksuelle begær - i kroppens fremmedgørelse fra åndens liv og styring. Kristus gendanner helheden i os, og det gør Han ved at genetablere den sande værdiskala i os og lede os tilbage til Gud.

Den første, vidundelige frugt af denne helhed eller kyskhed er ydmygheden. Den er frem for alt sandhedens sejr inden i os, den er udryddelsen af alle de løgne, vi normalt lever i. Kun ydmyghed kan begribe sandheden, den kan se og modtage tingene, sådan som de er; og derfor kan ydmygheden se Guds storhed, godhed og kærlighed i alle ting. Derfor er det, vi hører, at Gud skænker Sin nåde til de ydmyge, men står de stolte imod.

Kyskhed og ydmyghed efterfølges naturligt af tålmodighed. Det ”naturlige” eller ”faldne” menneske er utålmodigt; for det er blindt i forhold til sig selv og derfor hurtigt til at dømme og fordømme andre. Det har en splittet, ufuldstændig og fordrejet viden om alting, og derfor måler det alt efter sin egen smag og sine egne ideer. Fordi mennesket er ligeglad med alle andre end sig selv, vil det have, at livet skal lykkes lige her og nu. Men tålmodighed er i sandhed en guddommelig dyd. Gud er tålmodig, ikke fordi Han er ”efterladende”, men fordi Han ser dybden i alt, som er til, fordi tingenes indre virkelighed, som vi i vor blindhed ikke ser, ligger åben for Ham. Jo nærmere vi kommer Gud, jo mere tålmodige bliver vi, og jo mere afspejler vi den uendelige respekt for enhver skabning, som karakteriserer Gud selv.

Endelig er kærlighed kronen på værket og alle dyders frugt, den kærlighed, der, som vi allerede har nævnt, alene kan skænkes os af Gud, den gave, som er målet for al åndelig forberedelse og praksis.

Alt dette opsummeres og bringes sammen i fastebønnens afsluttende del, hvori vi beder om at måtte se vore egne forsyndelser og ikke dømme vor bror. For i sidste ende er der kun én fare: stoltheden. Stoltheden er det ondes kilde, og alt, hvad der er ondt, er stolt. Men det er ikke tilstrækkeligt for mig at se mine egne forsyndelser; for selv denne tilsyneladende dyd kan vendes til stolthed. Den åndelige litteratur er fuld af advarsler mod de subtile former for pseudo-fromhed, som i virkeligheden, under dække af ydmyghed og selvanklager, kan lede til sandt dæmonisk stolthed. Men når vi samtidigt kan se vore egne forsyndelser og undlade at dømme vor bror, når, med andre ord, kyskhed, ydmyghed, tålmodighed og kærlighed er samlet til ét inden i os, da, og først da, vil den sidste fjende - stoltheden - blive nedkæmpet i os.

(fra: www.ortodoks.dk)