Er Kristus sann Gud og sant menneske? Del 2

I den såkalte Konkordieformelen beskrives "den kristne kirkes rene lære om Kristi person", på en grundig måte, og bør leses av alle som oppriktig er opptatt av hva Guds ord lærer om dette. På nettet finnes denne teksten bare i en dansk utgave, men jeg tar for gitt at de aller fleste nordmenn klarer å lese dette:

1. Den guddommelige og den menneskelige natur er i Kristus personlig forenet, sådan, at der ikke er en dobbelt Kristus, hvor den ene er Guds søn og den anden menneskets søn, men at den ene og samme Kristus er Guds og menneskets søn, Luk 1, 31-35 og Rom 9, 5.

2. Vi tror, lærer og bekender, at den guddommelige og den menneskelige natur ikke er sammenblandet til ét væsen, heller ikke er den ene forvandlet til den anden, men at hver af dem beholder sine væsentlige egenskaber, som aldrig bliver den anden naturs egenskaber.

3. Den guddommelige naturs egenskaber er at være almægtig, evig, uendelig, efter sin naturs og sit naturlige væsens ejendommelighed ved sig selv allestedsnærværende, alvidende osv. Det bliver aldrig den menneskelige naturs egenskaber.

4. Den menneskelige naturs egenskaber er at være en legemlig skabning, at være kød og blod, at være endelig og begrænset, at lide, dø, rejse sig og sætte sig, bevæge sig fra et sted til et andet, at lide sult, tørst, kulde, varme og lignende. Det bliver aldrig den guddommelige naturs egenskaber.

5. Fordi begge naturer er personlig forenet, dvs., forenet i én person, tror, lærer og bekender vi, at denne forening ikke er en sådan sammenføjning og forbindelse, at den ene natur ikke personligt skulle have noget til fælles med den anden, dvs. på grund af den personlige forening. Ligesom når man limer to brædder sammen, hvorved det ene ikke giver det andet noget eller modtager noget af det andet. Her er det højeste samfund, som Gud virkelig har med mennesket. Af denne personlige forening og det deraf følgende højeste og uudsigelige fællesskab flyder alt, hvad der af menneskeligt bliver udsagt og troet om Gud, og alt, hvad der af guddommtligt bliver udsagt og troet om mennesket Kristus. De gamle kirkelærere har forklaret denne naturernes forening og fællesskab ved at sammenligne den med et glødende stykke jern eller med sjælens og legemets forening i mennesket.

6. Derfor tror, lærer og bekender vi, at Gud er menneske, og mennesket er Gud. Det ville ikke være tilfældet, hvis den guddommelige og den menneskelige natur slet ikke havde noget samfund med hinanden i virkeligheden og sandhed. For hvordan kunne mennesket, Marias søn, med sandhed kaldes eller være Gud eller Guds, den allerhøjestes, søn, hvis ikke hans menneskenatur var personlig forenet med Guds søn og således ”reelt”, dvs. i virkeligheden og sandhed, intet havde til fælles med ham, uden alene Guds navn?

7. Derfor tror, lærer og bekender vi, at Maria ikke slet og ret har undfanget og født et menneske, men den sande Guds søn. Derfor kaldes og er hun også med rette virkelig Guds mor.

8. Derfor tror, lærer og bekender vi også, at det ikke blot er et menneske, der har lidt for os, er død, begravet, nedfaret til Helvede, opstået fra de døde, opfaret til Himmels og ophøjet til Guds majestæt og almægtige kraft. Det er et sådant menneske, hvis menneskelige natur har en så dyb, uudsigelig forening og fællesskab med Guds søn, at den er én person med ham.

9. Derfor har Guds søn i sandhed lidt for os. Dog er det sket efter den menneskelige naturs egenskaber, som han har optaget i sin guddommelige persons enhed og tilegnet sig, for at han kunne lide og være vor yppersteprest til at forsone os med Gud. Som der står skrevet i 1 Kor 2, 8: ”De har korsfæstet herlighedens Herre.” Og i ApG 20, 28: ”Guds har vundet sig os med sit eget blod.”

10. Derfor tror, lærer og bekender vi, at menneskets søn ”reelt”, dvs. i virkeligheden og sandhed, efter sin menneskelige natur er ophøjet til Guds almægtige majestæts og krafts højre hånd, fordi han blev optaget i Gud, da han blev undfanget af Helligånden i moders liv, og fordi hans menneskelige natur derved blev personlig forenet med den allerhøjestes søn.

11. Denne majestæt har han ifølge den personlige forening altid haft, men dog i sin fornedrelsesstand aflagt sig denne. Af den grund har han virkelig vokset i alder, visdom og nåde hos Gud og mennesker. Derfor åbenbarede han ikke altid denne majestæt, men når det behagede ham. Indtil han efter sin opstandelse helt og aldeles aflagde tjenerstikkelsen (ikke naturen) og blev indsat i fuld brug, åbenbarelse og bevisning af sin guddommelige majestæt. Således indgik han til sin herlighed, så han nu ikke alene som Gud, men også som menneske véd alt, formår alt, er nærværende hos alle skabninger og har alt, hvad der er i Himlen, på jorden og under jorden, under sine fødder og i sine hænder. Som han selv vidner: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden.” Matt 28, 18. Og Paulus siger: ”Han er steget op højt over alle himle for at fylde alt.” Ef 4, 10. Denne magt kan han øve allestedsnærværende, og intet er ham umuligt eller ubekendt.

12. Derfor formår han også, og det ganske let, nærværende at meddele sit sande legeme og blod i den hellige nadver, ikke efter den menneskelige naturs, men efter Guds højre hånds beskaffenhed og ejendommelighed, som Dr. Luther plejer at sige i overensstemmelse med vor kristne børnelærdom. Det er en nærværelse, som ikke er jordisk eller kannibalsk, men alligevel sand og væsentlig, sådan som hans testamentes ord lyder: ”Dette er, er, er mit legeme, osv.”

Ved denne vor lære, tro og bekendelse bliver Kristi person ikke delt, ligesom Nestorius gjorde, idet han nægtede det virkelige samfund mellem begge naturers egenskaber i Kristus, og derved opløste personen, ligesom Luther oplyser det i sin bog om koncilierne og kirken. Heller ikke bliver naturerne med deres egenskaber sammenblandet med hinanden til ét væsen, hvad der var Eutyches' vildfarelse. Heller ikke bliver den menneskelige natur i Kristi person benægtet eller udslettet, eller den ene natur forvandlet til den anden, men Kristus er og bliver i al evighed Gud og menneske i én udelt person. Dette er, næst efter den hellige treenighed, den højeste hemmelighed, som apostelen vidner i 1 Tim 3, 16. På dette beror hele vor trøst, liv og salighed alene.

(fortsettes)